Beatlesinfo.dk
Udgivelser                        Beatlerne                        Historien                        Nyheder











Kort-nyt fra Beatles-verdenen
Tilbage til nyhedsoverskrifterne


Beatlesinfo dækker også de mindre nyheder relateret til The Beatles. I kortnytssektionen kan du læse små beretninger om hvad der i øvrigt rører sig i Beatles-verdenen for tiden, men glem ikke også vore primære Beatles-nyheder.


Dansk møbelkæde hylder Lennon-Ono i Liverpool
2010-04-28

Møbelkæden BoConcept har fået Yoko Onos velsignelse til at holde National Bed In Day fra deres butik i Liverpool d. 29. april. Under fejringen af John Lennon og Yoko Onos historiske sengeliggende fredsappel vil der bl.a. være tilbud fra Bang & Olufsen og mulighed for at blive "fotograferet med John og Yoko", skriver Liverpool-avisen Click Liverpool. Eventen som altså kommer forbi den Herning-baserede kæde. skal samtidig samle penge til Alder Hey Imagine Appeal, en britisk, velgørende børnesundhedsorganisation.


John Lennons morder afvist prøveløsladelse
2008-08-13

For femte gang er John Lennons morder blevet nægtet prøveløsladelse fra sin livstidsfængsling. Siden år 2000 har Mark David Chapman kunne søge hvert andet år, men igen har løsladelsesudvalget for New York Attica-fængslet vurderet at han forbliver en trussel mod offentlighedens ve og vel og at han derfor ikke skal prøveløslades. Chapmans opførsel har ellers været pletfri siden 1994.
Op til vurderingen havde udvalget modtaget protestbreve fra halvtreds mennesker, og også Lennons enke Yoko Ono havde fulgt sagen og var ifølge hendes advokat Peter Shukat meget tilfreds med beslutningen om at holde Chapman indespærret.

Se også:
Lennons morder bliver IKKE løsladt (2004)


McCartney vild efter at spille i Israel
2008-07-19

Efter at Israel fornylig sendte en undskyldning til The Beatles for deres forbud mod at spille i det mellemøstlige land, arbejder Paul McCartney nu hårdt på at tilføje Israel til lande, hvor han har givet koncert ifølge en kilde til The Sun.
For 43 år siden forbød Israels undervisningsminister David Zarzevski gruppen af frygt for at Beatles-musikken kunne fordærve den israelske moral, men i forbindelse med den jødiske nations 60-års fødselsdag, blev gruppen inviteret med til fejringen.
Trods de massivt store krav til sikkerheden lader det nu til at McCartney selv vil sætte en optræden op.

Se også:
Militante muslimer truer med at dræbe Paul McCartney


The Beatles' indiske guru er død
2008-02-06

Mararishi Mahesh Yogi, guruen som The Beatles i en periode fulgte, døde i sit hollandske hjem tirsdag fortæller en talsmand. Han menes at blive 91 år, men det vides ikke nøjagtigt hvilket år han blev født.

Mararishien introducerede The Beatles til transcendental meditation og havde under stor mediebevågenhed i 1968 The Beatles som studerende i sit indiske center.
Selvom The Beatles hurtigt brød med den business-mindede guru, havde han lige til slut mange tilhørere - 5 mio. især i USA ifølge JP.

Læs mere om The Beatles' indiske eventyr i 1968.


McCartney: Jeg er ikke syg
2008-01-18

Paul McCartney afviser nu den seneste tids rygter om at han skulle være syg.
Historierne har ellers gået på at han tidligere på måneden fik en hjerteoperation.
McCartney fortæller nu: "Det der skete var, at der under en rutineundersøgelse for over et år siden, var en mindre uregelmæssighed som jeg skulle undersøges for, og som jeg nu er blevet forsikret er fuldstændig i orden."

Således skulle den 65-årige eks-beatle have manet de rygter i jorden.


Yoko rørt over Tina Dickows Lennon-fortolkning
2007-10-09

Danske Tina Dickow deltog forleden ved præsentationen af en ny Cd med fortolkninger af John Lennons sange. Selv har hun nemlig indspillet en akustisk version af Working Class Hero. Lennons enke Yoko Ono var naturligvis også tilstede, og angiveligt fældede hun en tåre af begejstring da Tina Dickow fremførte sit bidrag til Cd'en.

Se kort indslag fra DR Update her

Videoen:



Lyt og se jubilæumshyldesten til Sgt. Pepper
2007-07-03

Som tidligere beskrevet på Beatlesinfo.dk har flere britiske topbands indspillet nye versioner af sangene fra Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band i en hyldest til det fyrre år gamle album. Vel og mærket med den samme slags optageudstyr som tilbage i 1967: Den gode gamle, analoge firespors-optager.
Sangene blev spillet på BBC Radio 2, men hvis du ikke lige fik hørt dem, kan de nu nydes på YouTube.

Se Bryan Adams - Sgt. Pepper´s Lonely Hearts Club Band
Se Razorlight - With a Little Help From My Friends
Se Kaiser Chiefs - Getting Better
Se The Fray - Fixing a Hole
Se Oasis - Within You, Without you
Se Magic Numbers - She´s Leaving Home
Se Travis - Lovely Rita
Se Stereophonics - Sgt. Pepper´s [Reprise]

Når de nye fortolkninger ikke adskiller sig mere fra de originale Beatles-indspilninger, er det spørgsmålet om det skyldes materialets uforberederlighed eller simpelt hen manglende kreativitet!


Lennons Imagine-klaver doneret til Virginia Tech
2007-06-05

Den britiske musikstjerne George Michael har doneret sit John Lennon-klaver til Virginia Tech-universitet hvor 33 døde i skudmassakren i april. Derved håber Michael at kunne sprede fred på det hårdt ramte universitet. Klaveret hvorpå Lennon komponerede Imagine, købte han nogle år tilbage til en pris af 16 mio. kr. (2,9 mio. dollars), men han føler nu at det kan gøre mere gavn i Virginia.
Michaels talsmand tilføjede: "Georges dybeste ønske er at forestille sig (imagine) en verden med fred, en verden uden vold". Nu kan de studerende i hvert fald spille sangen med den helt rigtige lyd.


McCartney-musikvideo 'Dance Tonight' har net-premiere i dag
2007-05-23

Paul McCartneys nye musikvideo Dance Tonight fra hans kommende album Memory Almost Full havde i dag internetpremiere på den populære video-portal YouTube. I filmen medvirker udover McCartney de britiske skuespillere Natalie Portman og Mackenzie Crook kendt fra hhv. Starwars og Pirates of the Caribbean. Videoen blev i løbet af det første døgns tid vist små 60.000 gange.

Du kan se Dance Tonight her.


McCartney's sange snart online (Beatles-sangene på vej)
2007-05-17

Maccas gamle pladeselskab EMI meddeler at samtlige af McCartney's sange fra solo-årene og Wings vil blive sat til salg online. Og i forbindelse med det længe ventede tiltag vil McCartney-albums tilsyneladende også blive genudsendt på Cd.
Aftalen har fornyet rygterne om at Beatles-sangene også snart vil kunne downloades legalt, og man mener at denne aftale "praktisk talt" skulle være indgået.
McCartneys nye album, Memory Almost Full, vil også blive solgt online, men her er det Universal og Starbucks der står bag.


McCartney vinder klassisk musikpris
2007-05-05

Paul McCartneys seneste klassiske værk, Ecce Cor Meum (Behold My Heart), vandt torsdag aften prisen som Årets album ved Classical Brit Awards.
Prisen som Årets album blev afgjort ved en offentlig afstemning på nettet hvilket kan være forklaringen på den noget utraditionelle prismodtager Paul McCartney der vandt foran mere etablerede klassiske navne. En talsmand for uddelingen mente en del Beatles-fans havde været online, men slog dog fast: "Det er et klassisk album, og det er smukt."
Albummet blev til i Pauls erindring af Linda der døde for 10 år siden, men han fortæller at da han endnu var sammen med Heather ved dens udgivelse, fandt han det upassende at dedikere albummet til sin tidligere kærlighed.


Omsider nyt fra The Traveling Wilburys
2007-04-30

George Harrisons supergruppe The Traveling Wilburys kan fra d. 11. juni langt om længe købes efter en årelang strid mellem de famøse medlemmer Roy Orbinson, Bob Dylan, Tom Petty, Jeff Lynne og Harrisons pladeselskaber. Udgivelsen bliver i form af et dobbeltalbum med gruppens to albums Traveling Wilburys Volume 1 og Traveling Wilburys Volume 3. "Opsamlingen" vil kunne købes i forskellige udgaver, f.eks. inklusiv DVD, fotobog eller på vinyl.

Køb udgaven med 2 CD'er og 1 DVD via CDON her - Pris 169,00 kr.


Ringo-søn på Roskilde i år
2007-02-11

Når The Who d. 7. juli i år gæster Roskilde-festivalen, bliver det med Ringo Starrs søn Zak Starkey bag trommerne hvor han siden 1996 har siddet. Og hans præstation har været til både Pete Townshend og Roger Daltreys tilfredshed. Townshend tilbød sågar "den forunderlige musiker" at blive fuldt medlem af The Who, men det afslog Zak dog. Han er nemlig også blevet trommeslager i det Beatles-inspirerede band Oasis.


The Beatles på TV 2 Radio?
2007-01-25

Skønt Beatles-sange som Yesterday, Let It Be og All My Loving jævnligt spilles på radiostationer som P4, er The Beatles underrepræsenteret i de danske radioer hvis du spørger os - det føles som årtier siden P3 sidst sendte The fab four i æteren (og det er det vel egentlig også!).
Derfor er det interessant at den kommende TV 2 Radio under sloganet "En for alle" også vil spille The Beatles. Kanalens programchef Eik Frederiksen siger til Jyllands-Posten: "Vi vil ikke vælte os i Wagner og irsk folkemusik, men man vil kunne høre alt fra The Beatles til Beastie Boys og fra Thomas Helmig til Gasolin".
Hvor meget det dog bliver, må vi vente til premieren d. 1. februar med at høre...


The Beatles på frimærkerne i UK
2007-01-02

Storbritanniens nationale postvæsen Royal Mail udsteder d. 9. januar seks særlige frimærker med forsidebillederne fra Beatles-albummene With the Beatles, Help!, Revolver, Sergeant Pepper's Lonely Hearts Club Band, Abbey Road og Let It Be. Royal Mail forklarer at hyldesten skal "fejre The Beatles' ekstraordinære kulturelle bidrag til Storbritannien."
Beatles-frimærkerne er alle formet i et mange-kantet facon, og det ligner at der ligger en hel, lidt rodet stak af Lp'er under hvert af albumcoverne.
The Beatles på frimærkerne



Milliardbeløb på bordet i McCartney-skilsmissen
2006-12-22

Ifølge den britiske tabloidavis The News of the World vil Paul McCartney ende med at betale Heather Mills det enorme beløb af 120 mio. pund (ca. 1,3 mia. kr.) i forbindelse med deres skilsmisse hvor Heather har beskyldt McCartney for vold. Nu skulle Pauls døtre angiveligt have opfordret ham til at betale fordi de er bekymret for hans helbred. For nylig fortalte Paul i medierne at han også går til psykolog, men at det ellers er musikken der hjælper ham i den svære tid.


50.000 lyttede til LOVE; Se ny LOVE-musikvideo
2006-12-15

I ugen op til udgivelsen af LOVE-albummet kunne alle gratis lytte til hele det ny Beatles-album over nettet på den betingelse at man på et kort fandt sin egen placering og skrev sit navn. Ikke færre end 50.000 nåede at tune ind, og nu er det på den officielle Beatles-side muligt at se de nærmeste 100 lyttere.
I samme forbindelse er der kommet en ny musikvideo til Tomorrow Never Knows/Within You, Without You -remixet.
Se her:



McCartney måske det største nulevende ikon
2006-12-06

Ifølge JP er Paul McCartney på vej til en kåring som det største nulevende britiske ikon i en større afstemning iblandt BBC's seere. Lørdag d. 16. december vil vinderen blive afsløret, og angiveligt skulle McCartney være med i opløbet mellem navne som Morrissey, David Attenborough. Andre nominerede er David Bowie, Michael og Kate Bush.
Opdatering 16. dec.: Skuffet kan vi konstatere at det kun blev til en 3. plads for Macca. Vinderen blev Attenborough!


LOVE-Cd'en nr. 1
2006-11-23

Den nye Beatles-cd, LOVE, går nu sin sejrsgang og står allerede til at blive en top sællert! De første salgstal vi har viser en absolut topplacering hos den store amerikansk-internationale internetbutik Amazon.com.
De danske salgstal for uge 48 tildeler LOVE-albummet en 3. plads overgået af Thomas Helmig og Kim Larsens nyeste albums, men f.eks. noget højere end en ny opsamlings-cd fra U2.


The Beatles blandt de sidste 60 års helte
2006-11-08

I denne uges udgave af det amerikanske TIME Magazine kåres The Beatles til at være blandt de sidste 60 års helte. Den prominente titel skyldes at de ifølge TIME "...ændrede musikhistorien for altid." Det er The Beatles' nære ven og tidl. direktør for Apple, Peter Brown, der har skrevet hyldestartiklen, hvori han især sætter fokus på Liverpools vigtige betydning for at gruppen blev en succes. Bl.a. byens levende havnemiljø og rå arbejderklasse hævder han prægede The Beatles.


McCartney måske nu også kød-sælger
2006-10-13

Paul McCartney forsøger nu at sikre sig eneretten til at sælge dagligvarer m.m. under navnet McCartney, ikke kun vegetarprodukter, men også kød, samt tøj og fodtøj. McCartneys selskab, MPL Communications, indsendte nemlig i dag en ansøgning om at registrere sit navn som et varemærke. Det har dog ikke forlydt om eks-beatlen rent faktisk har konkrete planer inden for området.


Lennons morder heller ikke løsladt denne gang
2006-10-11

John Lennons morder, 51-årige Mark David Chapman, fik i går for fjerde gang afvist sin anmodning om prøveløsladelse fra Attica-fængslet i staten New York på grund af sin forbrydelses "ekstremt voldelige natur", og han må nu vente to år mere af den livstids dom han idømtes for 25 år siden før der igen bliver en chance.

Se også: Lennons morder bliver IKKE løsladt (fra 2004)


Ny film: Lennon vs. USA
2006-09-10

The U.S. vs. John Lennon er navnet på en ny dokumentarfilm om John Lennons mere eller mindre frivillige kamp mod FBI der angiveligt prøvede at lukke munden på den ivrige fredsdemonstrant. Ifølge Lennons enke, Yoko Ono, fremstår Lennon i filmen som en slags supermand-figur der kæmper mod det onde, men hun tilføjer dog at hun ikke ligefrem synes han virker hellig.
Filmen viser hvordan FBI overvågede John Lennon mens han kæmpede for at blive i New York, hvor de amerikanske immigrationsmyndigheder helst ikke så ham. Yoko har forklaret at

John Lennon, 1969
hvis John i dag var i live, ville han også have protesteret mod krig (f.eks. Irak-krigene), men han havde nok gjort det lidt anerledes end halvfjerserne Bed Peace-kampagner.

Filmen får premiere i Lennons yndlingsby, New York, midt i september 2006.
Nyheden opdateres når informationer om en dansk premiere fremkommer.


Paul McCartney i duet med Tony Bennett
2006-07-29

Paul McCartney er blandt 18 musikere der synger duet med den gamle amerikanske sanger Tony Bennett på hans kommende Cd, Tony Bennett: Duets/An American Classic, hvor også Elton John, Stevie Wonder og Barbra Streisand bl.a. deltager.
Bennett foretrækker ligesom McCartney at indspille så meget af sangene live som muligt fordi det giver en særlig stemning, så på den måde var de to musikere et godt match. Ifølge magasinet TIME synger McCartney og Bennett den gamle klassiker The Very Thought of You. Albummet står til udgivelse i september.

Se et interview med Macca og Tony på Amazon.com


Lennon-søn i gang med nyt album
2006-07-12

John Lennon og Yoko Onos eneste søn, Sean Lennon, bakser for tiden med en efterfølger til sit debut-album fra 1998. Titlen bliver Friendly Fire, og Sean selv beskriver musikken som værende et eksperiment for at "se hvordan det kunne være at lave musik mere offentligt igen".
Albummet, der udgives 26. september, vil indeholde 10 sange, og musikerne bag albummet tæller bl.a. også Paul Simons søn, Harper.
Se en musikfilm fra albummet.


Penny Lane reddet fra politisk korrekthed
2006-07-11

The Beatles' fødeby, Liverpool, meddelte lørdag at de alligevel ikke vil omdøbe den legendariske vej, Penny Lane, der blev verdenskendt efter Paul McCartneys Beatles-sang af samme navn fra 1967. Det var ellers besluttet at omdøbe en række af byens gader da de viste sig at være navngivet efter prominente folk i 1700-tallets slavehandel. Penny Lane er f.eks. opkaldt efter den velhavende slaveskibsejer, James Penny, og det får den altså lov til at blive ved med.


Paul McCartney celebrity no. 14
2006-06-26

Mediernes intensive dækning af McCartneys nylige skilsmisse med Heather Mills var overbevisende nok for det amerikanske magasin Forbes til udnævne eks-beatlen til verdens fjorten mest berømte over bl.a. Elton John og J.K. Rowling. Dog må vi Beatles-fans finde os i at de gamle rivaler, Rolling Stones, opnåede placeringen som anden mest berømte, kun overgået af Tom Cruise.


Paul McCartney på vej mod skilsmisse
2006-05-17

Den seneste tids rygter om knas i ægteskabet mellem Paul McCartney og Heather Mills blev i dag bekræftet da det blev meldt, at de to desværre ville gå egne veje.
Ifølge The Sun kan Heather regne med at modtage 200 mio. pund (ca. 2 mia. kr.) fra McCartneys formue på omtrent 800 mio. pund, hvis seperationen munder ud i en skilsmisse.
Nyheden om parrets adskillelse kom ikke som nogen stor overraskelse. Sågar McCartneys voksne børn fra hans ægteskab med afdøde Linda har angiveligt ment at Heather tog Paul for pengene. I meddelsen fra i dag lader Heather og Paul en del af skylden gå til "den konstante snagen i vore privatliv", altså en direkte henvisning til pressen.
Heather og Paul blev viet i Skotland for fire år siden, og de har barnet Beatrice sammen.


Forsøg på kontakte 'John Lennons ånd'
2006-04-25

Et TV-hold forsøgte i et særligt TV-program, der blev vist i mandags, at kommunikere med den afdøde John Lennon. Det kostede 9,95 dollars at se programmet, der angiveligt viderebragte en besked fra Lennon om fred!
Programmet blev produceret uden Lennons enkes samtykke, og Yoko Ono har da også helt afvist at kommentere foretagendet, der af hendes gode ven og talsmand Elliot Mintz blev betegnet som udnyttende. "En pay-per-view-seance var aldrig hans stil", sagde han.


Lennon-skolebog gik for 1,4 mio. kr.
2006-04-21

Mere end 50 år efter at John Lennon som 12-årig skoleelev fyldte sin skolebog med tegninger og digte, gik denne for 226.000 US$ (ca. 1,4 mio. kr) på en auktion i London.

Det har været diskuteret om et af digteversene, der omhandler en hvalros, måske udgjorde Lennons inspiration til Beatles-sangen I Am the Walrus.


Paul McCartney som sælernes beskytter
2006-03-03

Lige siden Paul McCartneys møde med sin nu afdøde hustru Linda McCartney, har han været kendt som en dyreven. I et kvart århundrede har eks-beatlen været vegetar og jævnligt deltaget i dyrebeskyttelsen. Forleden tog Paul og hans nuværende kone, Heather, til Canada hvor de protesterer mod de sældrab, som årligt finder sted midt i foråret: "De siger: 'vi har gjort det i 500 år', men det retfærdiggør det ikke", sagde McCartney til den fremmødte presse ude på isen. Repræsentanter fra den canadiske fiskeribranche mener dog ikke at rockstjernens besøg får nogen betydning.



McCartney både nomineret og optrædende i årets Grammy-show
2006-02-04

Paul McCartney har vundet en Grammy 13 gange, men når den 48. Grammy-uddeling onsdag 8. februar løber af stablen, vil eks-beatlen for første gang også give et nummer. McCartney er desuden nomineret i tre forskellige kategorier, deriblandt Årets album med hans anmelderroste album Chaos And Creation In The Backyard. Uddelingen dækkes live på www.grammy.yahoo.com.


Beatler bag verdens 3 bedste sange
2006-01-10

Ifølge 7.000 britiske radiolyttere er John Lennons Imagine den bedste sang nogensinde. De to næste pladser på listen besiddes af Paul McCartneys Beatles-sange Hey Jude og Let It Be. Kåringerne, der dog ikke kan ses som repræsentative, har i alt 33 sange fra The Beatles ud af de 500.
Med hensyn til Lennon/McCartney-opgøret giver kåringerne heller ikke noget entydigt svar, for hvad er bedst: Førstepladsen eller både anden- og trediepladsen.


1967 det bedste år for musikken
2006-01-04

Hippieåret 1967, hvor The Beatles imponerede verden med Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band, er netop blevet valgt som det bedste for musikken.
Lytterne på BBC Radio 2's program The Ultimate Music Year stod for afstemningen, og de var ikke i tvivl om at året der husede The Summer of Love og toppræstationer fra Rolling Stones, Pink Floyd, og selvfølgelig The Beatles, skulle have æren. 1999 blev valgt som det værste.


McCartney-koncert for astronauter i rummet
2005-11-10

Paul McCartney bliver den første til at spille musik direkte ud i rummet. Besætningen på Den Internationale Rumstation ISS bliver lørdag d. 12. november vækket af tonerne til Beatles-sangen Good Day Sunshine (1966) og Maccas nye English Tea. McCartneys USA-turné er nået Californien, hvorfra der vil blive oprettet forbindelse ud i rummet.


Fuglesang ny Macca-single
2005-10-26

Den smukke, melodiske guitarsang Jenny Wren fra Paul McCartneys seneste album Chaos and Creation in the Backyard udsendes som single d. 11. november. McCartney har selv beskrevet sangen som en datter af Blackbird fra The White Album (1968) og Wren er da også engelsk for en gærdesmutte, som han fortæller han elsker.


McCartney reklamerer for finansfirma
2005-10-12

Det er ikke fordi manden mangler penge, faktisk er Paul McCartney blandt verdens rigeste musikere. Alligevel har McCartney accepteret at figurere i reklamer for firmaet Fidelity Investments, der spiller på at man aldrig skal stoppe med at gøre hvad man kan lide, - ligesom Paul, der har "været en Quarryman, Beatle, Wing, digter, maler, far (...)".
Paul er da heller ikke kendt for at ligge på den lade side når det drejer sig om penge; billetterne til hans nuværende turné ligger f.eks. et godt nyk over de 1.000 kr.


McCartney-tour uden mange ændringer
2005-09-28

Paul McCartney har kun pillet ved få sange til sin USA-turné, der netop er nået til Boston. Vanen tro får publikummet de største af hans Beatles-sange, Hey Jude, Yesterday og Let It Be, men også mange andre sange fra Beatles-tiden er på repatoiret i år. Til gengæld repræsenteres Wings-perioden kun af 5 sange, hvor Too Many People er ny live. Ligesom McCartneys seneste koncerter bl.a. i Danmark, udelades sange fra firserne fuldstændig, men med et nyt album ude, Chaos and Creation in the Back Yard, kan amerikanske koncertgængere trods alt opleve fire HELT nye sange, selvom det nok er de gamle der trækker...


Ny bog fra Cynthia stiller skarpt på Lennons mørkere side
2005-09-13

Forholdet mellem John Lennon og hans første kone Cynthia Powell var aldrig for godt. Og i Cynthias nye bog "John" beskriver hun hvordan Lennon engang ligefrem slog hende i jalousi, fordi hun havde danset med vennen Stuart Sutcliffe. Bogen fra Cynthia er naturligvis en subjektiv skildring, og det er også tvivlsomt hvor meget nyt bogen vil bringe frem, når den udkommer d. 27. september.


Concert for Bangladesh på DVD til efteråret
2005-08-06

Den legendariske støttekoncert for Bangladesh arrangeret af George Harrison i 1971 bliver udsendt på DVD den 25. oktober. Koncerten der strakte sig over to dage på New Yorks Madison Square, ses som forgængeren for f.eks. Live Aid-koncerterne. Udover Harrison optrådte bl.a. Bob Dylan, Eric Clapton og Ringo Starr. Optagelserne bliver samtidigt genudsendt på en dobbelt-Cd.


Beatles-producer imod moderne musikteknologi
2005-07-30

The Beatles' producer George Martin er ikke begejstret for den moderne teknologis udvikling. I tresserne brugte man store analoge indspilningsmaskiner der typisk kun kunne samle 4 lydspor. "Med iPods, mini-optagere og hele den nye teknologi kan folk ligge i deres badekar og lave en rockoptagelse," siger Martin ifølge Monsters and Critics.com


Paul McCartney & Bonos åbning af Live 8 allerede til salg
2005-07-05

Paul McCartney og U2-forsanger Bonos udgave af Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band ved åbningen af Live 8-koncerten i London, blev lagt til salg digitalt allerede en time efter sangens klapsalve og senere er McCartneys The Long and Winding Road tilføjet. Prisen er 0,99 £ der går til velgørenhed. Der kan betales med Visa- og Mastercard. Køb sangene her


Imagine a world without hunger - nummerplader i Florida
2005-06-13

I kampen mod sult har Yoko Ono nu tilladt en specialnummerplade med Lennons selvportræt til salg i Florida, hvor den slags er normalt for at samle penge til velgørenhed. Ifølge Liverpool Daily Post fortæller Yoko at hun ved John ville have støttet projektet. Nummerpladen bliver solgt for 10 $ plus et årligt abonnementsbeløb på 25 $. Læs mere på www.imagineplate.com


Yoko Ono såret over dokumentarfilm om Lennons morder
2005-05-16

John Lennons enke Yoko Ono siger at et en den planlagte dokumentar om John Lennons morder (I killed John Lennon), der skal vises ved 25-året for Lennons død til december, vil såre hende og sin mands mange fans.
Den sommetider kontroversielle kvinde har også modsat sig et tv-interview med morderen, som britiske Channel 4 ellers havde ansøgt om. Channel 4 har dog allerede 40 timers bånd til rådighed.


Nyt McCartney-album klar til US-tour i september
2005-05-16

Det forlyder at Paul McCartney er klar med et nyt album til september i forbindelse med hans kommende Amerika-turné. Informationerne omkring albummet er indtil videre sparsomme, men angiveligt besluttede Macca sig for at droppe studiemusikerene og i stedet spille fx trommerne selv. McCartney tjente 100 mio. dollars (knap 600 mio. kr) på sin sidste turné i Nordamerika, og det er allerede lykkes manden at få udsolgt 16 ud af de 17 første koncerter, og det endda med billetpriser på optil 250 dollars!


Paul McCartney på scenen med Oasis til Live Aid 2
2005-05-16

Rock-gruppen Oasis ser ud til at få sine drømme opfyldt. Daily Star melder at Rolling Stones og McCartney er sat på til at lukke dette års Live Aid-koncert sammen med Oasis. En kilde fortæller: "Som med den originale Live Aid-koncert, vil alle de involverede gå sammen til sidst og spille afslutningsnummeret."
Forsanger Noel Gallagher er kendt for at være en stor fan af The Beatles, og vil sandsynligvis også have Ringos søn, Zak Starkey, bag trommerne.


H&M hyrer Stella McCartney
2005-05-13

H&M har netop meddelt at tøj designet af Stella McCartney, vil optræde i udvalgte af kædens butikker i Europa og Nordamerika i en periode fra november i år. Beslutningen kommer formentlig ovenpå H&M's succes sidste år med at sælge halv-billigt tøj af en anden kendt designer, Karl Lagerfeld. Paul McCartneys datter skal i alt designe 40 dele til damekollektionen, der får navnet "Stella McCartney for H&M".


The Beatles' opløsningsbrev gik for en halv million
2005-05-13

Et brev til Paul McCartneys advokat, skrevet mens luften mellem beatlerne nærmede sig frysepunktet, er netop blevet solgt for 91.200 $ (540.000 kr.) på en auktion i London. Brevet informerede McCartneys daværende advokat samt svigerfar Lee Eastman om, at han ikke var berettiget til at repræsentere hverken The Beatles eller McCartney selv. George Harrison, Ringo Starr og John Lennon ville nemlig hellere have Rolling Stones-manageren Allen Klein, som McCartney klart afviste pga. mistanke om svindel.






Warning: include() [function.include]: http:// wrapper is disabled in the server configuration by allow_url_include=0 in /var/www/beatlesinfo.dk/public_html/nyheder/kortnyt.php on line 144

Warning: include(http://www.beatlesinfo.dk/ansvar.php) [function.include]: failed to open stream: no suitable wrapper could be found in /var/www/beatlesinfo.dk/public_html/nyheder/kortnyt.php on line 144

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'http://www.beatlesinfo.dk/ansvar.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/beatlesinfo.dk/public_html/nyheder/kortnyt.php on line 144