Beatlesinfo.dk
Udgivelser                        Beatlerne                        Historien                        Nyheder


Beatles-øjenvidne fortæller:
Til koncert med The Beatles
Gå til Beatles-hjørnet
Af Jens Nagel, Svendborg


Her er så lidt om den 4. juni 1964, hvor jeg var til Beatles koncert i K.B. Hallen i København. Forinden måtte jeg gennem store diskussioner med min mor, der mente, at det var tosset at bruge kr. 30,00 til sådan noget pjat. Jeg var 15 år og havde selv tjent til billetten, idet jeg var eftermiddagsbud i en boghandel og netop tjente 30 kroner om ugen. Det var tider.

Jeg var til den første koncert - om eftermiddagen. Der var trængsel og larm i køen inden koncerten, samt en masse godt humør. Jeg synes at vi stod meget længe i kø - men tiden fortrænger jo noget.
Og hvis jeg skal være helt ærlig, så var det ret umuligt at høre ret meget af musikken. Der var høje hyl og skrig især fra de mange piger. Men stemningen var helt fantastisk. Jeg sad ret godt, så jeg kunne se dem. Ringo Starr var ikke med (han havde vist halsbetændelse), men så hørte jeg ham så på Skanderborg Festivalen i 1998 (tror jeg det var).

Men det var en oplevelse at have set og delvis hørt Beatles her i Danmark. Der var vist to koncerter i K.B. Hallen, inden de drog videre. Og så er det ganske sjovt, at når jeg møder andre Beatles-fans, at jeg lige kan slynge ud, at jeg har været til en af deres koncerter. Mange er ret misundelige - og med rette.
Jeg har selvfølgelig alle deres LP'er og CD'ere og har selvfølgelig gået en tur i fodgængerfeltet på Abbey Road.
På en café i Kolding (som jeg ikke lige kan huske navnet på) har de en plakat hængende fra koncerten i København. Men den er desværre ikke til salg!

Kan varmt anbefale Ian Macdonald's bog "Revolution in the Head ...." som også findes på dansk i en udmærket oversættelse (The Beatles - revolutionen i hovedet, Klim 2000).

Det var lidt omkring min oplevelse af Beatles.


Har du en anden god fortælling om dig og The Beatles, så del den endelig med os andre.

Senest opdateret:
Januar '07