Abbey Road

Udgivet i Danmark d. 26. september 1969
  -i England d. samme dag

Brugernes bedmmelse: (klik for at give dine stjerner)


Efter gruppens sidste optagelser til Let It Be i januar, der endte på grænsen til det katastrofale, var The Beatles blevet klar over at de måtte stramme sig op hvis de skulle fortsætte. De havde svært ved at blive enige om optagelserne som ofte endte i små skænderier; selvom det kun var i et par dage, huskede man tydeligt George Harrisons spontane udmeldelse efter en konfrontation med Paul McCartney.
Udover den gode stemning manglede en anden vigtig brik, nemlig produceren George Martin. Som The Beatles' popularitet var vokset, var deres respekt overfor denne meget musikalske mand, der med rette kan tilskrives en del af æren for mange af deres sanges musiske spidsfindigheder, faldet, og specielt John Lennon havde ikke meget til overs for ham. Han havde endda kritiseret Martin offentligt.

Det blev sommer 1969, og da Beatles endnu ikke havde noget album på vej ud, blev man enige om alligevel at kontakte George Martin der til trods for sine stridigheder med John åbenbart var den eneste der kunne holde beatlerne i tilpas kort snor. Og da Paul i telefonen kunne love Martin at ALLE var blevet enige om, at indspilningerne skulle foregå som i gamle dage, sagde han ja til at producere igen.
Da The Beatles troppede op 1. juli på "stam-studiet", EMI's Abbey Road i London, anstrengte alle sig for at glemme uenighederne og lave et mester-album.

Martin har senere fortalt at indspilningerne forløb i en god stemning, sandsynligvis fordi alle vidste det ville blive gruppens sidste. Man havde simpelthen forandret sig så meget, og især Lennon var ikke længere interesseret i at holde The Beatles kørende.

Albumsanalyse:
Side 1 af Lp'en består af færdigstøbte sange hvorimod den "magiske" side 2 næsten kun er sat sammen af mindre, ufærdige stykker. Pauls You Never Give Me My Money glider over i Johns Sun King - et underligt, eksperimenterende nummer stort set uden anden en opspundne ord. De næste sange Mean Mr. Mustard og Polythene Pam, der også er skrevet af John, har begge ingen rigtig afslutning, men fordi de er klippet helt tæt sammen i hinanden, fungerer det alligevel mesterligt. She Came In Through The Bathroom Window og Golden Slumbers er Pauls bidrag, mens slutsangen The End i princippet er af dem begge to.
The End minder i opbygning om en slags begravelse eller (forståeligt nok) i det mindste om en afsked: "Orhh, You're gonna be in my dream, tonight", nærmest som i en kirke, og derefter giver Ringo Starr sin første og eneste trommesolo i The Beatles, der fører over til guitarspillet hvor de samme "riffs" kører over lydsporet et par gange, formentlig Johns bidrag, herefter den nærmest gospel-agtige fremførelse af teksten lyder således, Burn you, burn you, burn you, burn you... Midt i dette erstattes de små riffs af Georges solo lead-guitarspil. Det hele fordufter kort efter, og det eneste tilbage i lydbilledet er et let klaverspil hvor den samme akkord slås an omtrent seksten gange indtil det overdøves af George, Paul og Johns flot harmonerede sangstykke; "And in the end, the love you take, is equal to the love you made." Måden hvorpå man valgte at markere enden på en era.

Efter sangen ligger en cirka 18 sekunders pause inden Pauls 23 sekunder lange Her Majesty toner frem. Denne lille guitarsang var egentlig droppet, men teknikerne havde fået besked på ikke at smide NOGET som helst Beatles-materiale ud, og derfor blev den lagt til bagefter. Det skulle senere vise sig at Her Majesty lagde starten for såkaldt skjulte sange på albums.
Dette blev The End for The Beatles' udgivelser. Herefter indspillede de ikke mere sammen (Let It Be udkom godt nok senere, men var allerede indspillet).

Senest opdateret:
September '09